Call for abstract

Byd ind med oplæg eller læringsseminar

Årskonferencen i Dansk Evalueringsselskab 2016 finder sted i dagene 8. – 10. september 2016 på Comwell i Kolding. Konferencetemaet for i år er: Evaluering og Kompleksitet. Du får her den første information om konferencen, og en invitation til selv at deltage med din og din organisations viden og erfaringer.

Dansk Evalueringsselskab henvender sig til kommuner, regioner og statslige institutioner, forskere, konsulenter fra det private og offentlige samt andre evalueringsinteresserede. I er alle meget velkomne. Vi håber på en bred repræsentation af det danske evalueringsfelt.

Har du praktiske erfaringer med eller stor teoretisk viden om evalueringer, har du mulighed for at dele din viden med andre. Har du lyst til at holde oplæg eller læringsseminar på DES-konferencen i 2016, så send os et abstract. Du er også velkommen til at sende forslag til oplægsholdere eller forslag til et læringsseminar eller et konferenceoplæg, som du vil opfordre bestyrelsen til at finde kvalificerede oplægsholdere til.  

Læringsseminar

Læringsseminarerne afholdes torsdag d. 8. september 2016. Et læringsseminar varer som udgangspunkt 3 timer – der er også mulighed for at byde ind med et heldagsseminar (a 2 gange 3 timer).  Læringsseminaret kan med fordel kombinere teori og praksis, men kan også vægte både en teoretisk tilgang eller et praktisk eksempel. Ved læringsseminarerne lægger vi vægt på, at der er tænkt deltagerinvolvering ind i form af øvelser eller dialog – meget gerne med en hands-on-tilgang, hvor der er fokus på, at deltagerne opnår en læring og får noget med hjem, de kan anvende i deres egen kontekst. Erfaringen er, at læringen bedst understøttes af konkrete eksempler, hvorfor det er centralt at inddrage egen erfaring mv.

Deltagerne på læringsseminarerne er evalueringsmæssigt på forskellige niveauer; fra begyndere til erfarne. Vi vil sikre, at der udbydes både læringsseminarer som henvender sig til begynderen, og læringsseminar er for de meget erfarne evaluatorer. Deltagernes sektorforankring, uddannelsesbaggrund og erfaring på arbejdsmarkedet spænder også bredt, og vi søger derfor også oplæg fra forskellige sektorer.

Du får som oplægsholder tildelt en kontaktperson fra Dansk Evalueringsselskab, som du kan sparre med om oplægget, og som kan fungere som aktiv facilitator på konferencen. ”

Der er ikke krav om, at læringsseminarer relaterer sig til de beskrevne konferencespor, som tilfældet er for konferenceoplæg.

Konferenceoplæg

Sessionerne på hovedkonferencen foregår fredag eller lørdag og har typisk en varighed på 45 min. – 1 time. Indholdsmæssigt kan sessionerne ligesom læringsseminarerne henvende sig til konferencedeltagere fra forskellige sektorer og på forskellige niveauer; fra begyndere til erfarne, ligesom oplæggene også her kan vægte en teoretisk eller praktisk tilgang, eller have en kombination af teori og praksis. Ofte vil sessionsoplæg have mere form af oplæg end deltagerinvolvering grundet den mere begrænsede tidsramme. Du kan vælge at angive, hvilket af konferencens spor, du mener dit abstract ligger under, eller overlade dette til konferencekomiteen.

Indsendelse af abstract

I bestyrelsen vil vi meget gerne have indlæg fra alle potentielle oplægsholdere – også dem, som vi ikke selv kender! For at sikre den bedste fordeling og sammensætning af oplæg opfordrer vi derfor alle med spændende cases, metoder, resultater mm. til at udforme et kort abstrakt (omkring 1 side) indenfor de to konferencespor (jf. Konferencetema). I bedes benytte dette skema og sende det til DES på des@kora.dk inden den 24. februar 2016.

Hvad er et abstract?

Et abstract er en kort beskrivelse (resumé) af dit oplæg. Et abstract skal indeholde en kort beskrivelse af oplæggets problemstilling, herunder belyse hvorfor du har valgt at fokusere på lige dette emne/problem. Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i oplægget? For oplæg baseret på konkrete evalueringer og undersøgelser vil det desuden være relevant med en generel metodebeskrivelse. Endelig kan dit abstract beskrive de væsentlige resultater og konklusioner – hvad har du fundet ud af set i lyset af oplæggets problemstilling? Du kan vælge at angive, hvilket af de to hovedspor, du mener dit abstract ligger under, eller overlade dette til konferencekomiteen. Du bedes angive, om du vil holde et ”traditionelt” oplæg eller vil arbejde med en mere deltagerbaseret form i oplægget. Hvis du vælger sidstnævnte, vil du, om muligt, blive tildelt længere tid til oplægget.

Se et eksempel på abstract her

Vilkår

Bestyrelsen træffer i begyndelsen af marts beslutning om, hvilke oplæg og læringsseminarer, der kommer til at indgå i det endelige program. Umiddelbart derefter får alle, der har fremsendt konkrete forslag, et skriftligt svar.

Dansk Evalueringsselskab er en frivillig forening, og derfor tilbyder vi som udgangspunkt ikke honorar for oplæg. Hvis du holder oplæg, dækker foreningen dog en del af dine udgifter i forbindelse med konferencen (hvor meget der dækkes afhænger af, hvilken type oplæg du holder). Foreningens honorarpolitik kan du finde her.

Tema og spor for Dansk Evalueringsselskabs Årskonference 2015

Tema: Evaluering og kompleksitet

Konferencespor:

  1. Valg af design: modeller og metoder til håndtering af kompleksitet 
  2. Viden ud af det komplekse: formidling og anvendelse af viden 

Læs mere om konferencens tema her

Husk:

  • DEADLINE for indsendelse af ABSTRACTS: 24. februar 2016. Abstract sendes til: des@kora.dk
  • Nærmere information om konferenceprogram og tilmelding følger omkring 1. maj 2016.
  • Hold dig opdateret via hjemmesiden: www.danskevalueringsselskab.dk eller LinkedIn

Venlig hilsen

Bestyrelsen i Dansk Evalueringsselskab